Jeg har valgt at benytte ordet jask, da det er ordet, der dannes af de to første bogstaver i mit fornavn sat sammen med de to første bogstaver i mit efternavn.
jask er et synonym til sjusk og en søgning på Google gav følgende citater fra folketingets hjemmeside:
Keld Albrechtsen (EL):
"Men jeg tror, ministeren må erkende, at det er forhastet på nuværende tidspunkt. Det bliver noget jask, og derfor vil jeg godt spørge, om ministeren ikke vil overveje, at vi simpelt hen lader det ligge i udvalget sommeren over, og så kan vi til oktober drøfte et bedre forslag på butiksdelen med ministeren." www.folketinget.dk/Samling/20012/spor_sv/S1739.htm
Margrete Auken (SF):
"Det er ikke sikkert, at ordet slendrian er det rigtige ord; man kunne måske snarere sige jask, for det er jo et af de eksempler, vi har på, at når det kommer frem til finanslovsafstemningen, er alle de smukke ord om lovkvalitet, og forbedringer og konferencer og fru Birthe Rønn Hornbech i spidsen for kampen mod lovsjusk osv., fuldstændig væk. Så har vi glemt det alt sammen, og så baldrer vi bare lovene igennem med en fart, så man sidder forvirret og ser på hinanden og siger: Hvad var nu det, og hvad var nu det, og hvad var nu det?" www.folketinget.dk/Samling/19981/salen/L127_BEH2_34_20_2.htm
Mogens Andreasen (DF):
"Vi synes, den lov om efterlønnen, som der er lagt op til i det forlig, man har lavet om finansloven, er noget sjusk og noget jask. Den blev til under hemmelige møder midt om natten mellem Venstres formand og finansministeren, og den folkelige debat om så vigtige emner som nedsættelse af pensionsalderen og forringelser af efterlønnen har det helt manglet på." www.folketinget.dk/Samling/19981/salen/L125_BEH2_34_22_1.htm