Det højintelligente barn føler sig ofte ensomt, frustreret og dumt. Uddrag af kronik fra Politiken, d. 11. januar 2002. Kronikken er skrevet af Christin Egebjerg, der er uddannet civilingeniør - og medlem af Mensa.
Der er ikke noget i mit liv, som ifølge almindelige forventninger om stor paratviden eller andre succeskriterier indikerer, at jeg skulle være særlig intelligent - tværtimod. Jeg er ingen regnemaskine, intet leksikon. Jeg opdagede, at min IQ ikke var helt almindelig i en alder af 35 år, da jeg læste en samling artikler om problemerne ved at have en høj intelligens. Jeg tudede ned over siderne, som beskrev de dermed forbundne depressioner, underpræstationer, det lave selvværd, ensomheden, den manglende koncentrationsevne, dagdrømmeriet, problemerne med at forstå andre og selv blive forstået og så videre. Det var meget overvældende at blive konfronteret med en beskrivelse af disse forhold, som jeg kender så godt som noget flovt og smertefuldt, noget jeg har kæmpet for at dække over og kompensere for - og samtidig hører det sammenkædet med noget som lyder helt modsatrettet, en høj intelligens, noget positivt, statusgivende, misundelsesværdigt ... nærmest eksklusivt. Tvivlende besluttede jeg mig for en Mensa-test, hvorpå fulgte mit livs 'aha- oplevelse' og et jordskred i min selvforståelse: Det er en høj IQ, som har været og stadig er et problem for mig. I 35 år havde jeg da gået og undret mig over, hvad det er, alle andre tilsyneladende let har gennemskuet, og som jeg ikke fatter - den anderledes mentalitet, en anden måde at reflektere på, et eller andet uforklarligt og lukket land for mig. Den indforståede snik-snak, de udvekslende blikke, den gensidige anerkendelse. For sådan føles det at være anderledes - også for den intelligente - man føler sig dum! Og det oplevet i forhold til 98 procent, som ikke sådan lige er til at komme udenom. Det er min dejlige familie, gamle venner, søde naboer, fantastiske kollegaer - folk, jeg elsker, men ikke svinger helt på samme bølgelængde med. Der er en afstandsfølelse - ikke kun i kvantitet, fordi vi er få, og der er langt imellem os - men mere som følelsen af en kvalitativ afstand til det statistiske flertal, hvor 80 procent af alle mennesker har en IQ omkring de 100. Medlemmer af Mensa ligger og roder rundt i yderkanten af normalfordelingen med en IQ på over 148. Vi ligger lige så langt fra den gennemsnitlige IQ, som folk med så svage forudsætninger, at man ikke ville nænne at anbringe dem i en folkeskoleklasse uden mandsopdækning.
