Der er ikke mange attraktioner i Danmark, hvor man kan udfordre sig selv med opgaver, puslespil og andre hjernevrideraktiviteter. Labyrinthia i landsbyen Rodelund ved Silkeborg er et hyggeligt udflugtsmål for hele familien.
Labyrinthia er ikke nær så kendt som eksempelvis Eksperimentariet i København. Selvom Labyrinthia rent størrelsesmæssigt ikke kan måle sig hermed, så er der masser af frisk luft og så er det rart at vide at man som jyde ikke behøver at tage helt til hovedstaden for at få mentale udfordringer og lege.
Det var en dejlig solrig dag i august at vi havde besluttet at køre en tur til Himmelbjerget og til Labyrinthia, der ligger kun 8 km derfra. Himmelbjerget havde jeg besøgt før; men Labyrinthia kendte jeg kun gennem deres hjemmeside, som jeg tilfældigvis opdagede en dag jeg surfede lidt. Jeg havde spurgt andre mensanere om nogle kendte stedet, men ingen havde hørt om det. Det lød ellers meget spændende. Teksten på hjemmesiden lød: "Labyrinthia - et Slaraffenland for kvikke hoveder med Europas største 3D-labyrint og meget mere...."
Den store udendørs labyrint var så afgjort en udfordring. Ved indgangen fik man udleveret et klippekort med otte felter, der skulle klippes på forskellige kontrolposter inde i labyrinten. I følge beskrivelsen ved indgangen ville det tage en halv time for en gennemsnitlig besøgende at finde gennem labyrinten. Og jeg var sikker på at jeg som mensaner ville kunne klare turen på det halve eller deromkring. Så let gik det dog ikke.
Det man skal tage i betragtning er, at den samlede ganglængde i labyrinten er mere end 1 km. Og da først jeg havde spænet rundt derinde i et kvarters tid synes jeg absolut ikke det var nemt at huske hvilke gange jeg havde været i. Sandheden er, at efter en halv time havde jeg fundet over til udgangen, men manglede stadig to klip på kontrolkortet. På denne varme dag havde jeg mere lyst til en plads i skyggen end at fortætte, så jeg tog en hurtig beslutning og pustede ud i skyggen.
Fem minutter senere kom mine forældre gående triumferende ud af labyrintens indgang med et udfyldt kontrolkort og begyndte straks at drille med: "Vi er da lige godt kvikkere end ham fra Mensa" og "Kunne ham mensamedlemmet virkelig ikke klare den?" Jeg valgte at overhøre deres kommentarer - De havde jo trods alt været to, der havde hjulpet hinanden og så havde de end ikke fundet om til udgangen.
Heldigvis var der også andre spændende udfordringer. bl.a. en farve-kode-labyrint, hvor man kun måtte bevæge sig ad stier med skiftevis rød, gul og grøn farve. Ikke nogen nem opgave. Balancelabyrinten synes jeg var rigtig sjov. Her skulle man samtidigt finde vej og holde balancen.
Indendøre kunne man sidde stille og forsøge at løse forskellige små pusle- og drillespil, købe ind i butikken eller læse plancher om labyrintens historie. Trods mit nederlag til den store labyrint synes jeg at det er en hyggelig attraktion, som jeg godt kunne tænke mig at besøge igen. Det er den herlige kombination af at bevæge sig og bruge hovedet, der gør stedet til et besøg værd.
Facts:
Labyrinthia har nu eksisteret i 5 år Stedets hovedattraktion er den store labyrinth, med gange, trapper og gangbroer - anlagt på 1300 kvadratmeter. Labyrinthia findes i landsbyen Rodelund, 8 km fra Silkeborg og 8 km fra Himmelbjerget Internetadresse: www.labyrinthia.dk
Til tops -
Kommentarer, ros og konstruktiv kritik modtages med glæde af webchef: Jacob Skouboe