En skriveblokade kan være rigtig ubehagelig. Jeg kender det selv fra dengang jeg skulle skrive opgaver. Der er flere forskellige teknikker at tackle situationen på. Der er behov for at have motivation, benytte de rette arbejdsmetoder, samt at have sat sig grundigt ind i emnet.
Problemformulering Formålet med denne tekst er at give mit bud på de mest centrale trin i opgaveløsningsprocessen for der igennem at finde en række gode råd og anbefalinger til andre opgaveløsere.
Afgrænsning Der er sikkert flere relevante områder at komme ind på, men ovenstående finder jeg er de vigtigste for et godt resultat. Andre aspekter kunne være god kost, gode skriveredskaber, ergonomiske arbejdsstillinger, kendskab til tekstbehandling samt orden på sit skrivebord. Disse emner vælger jeg af pladsmæssige hensyn ikke at behandle her. Jeg forudsætter at læseren allerede har den relevante viden om disse emner.
Disposition Først skriver jeg lidt om hvorledes man strukturer en opgave. Dernæst giver jeg mit bud på hvordan man motiverer sig selv og på den måde er i stand til at bruge sin tid mere effektivt. Jeg har valgt først at beskrive opgaveskrivningen fordi jeg opfatter det som fundamentet. Oven på opgaveskrivningen er der arbejdsvaner og motivation. Tilslut er det færdige produkt.
Skriveprocessen
Her er mit bud på processen.
Brainstorm Start med at lave en brainstorm. Skriv alt ned, der har bare perifert med emnet at gøre. Når du har tømt din hjerne for alle associationer til emnet skulle du gerne sidde med flere siders stikord foran dig. Hvis ikke - har du et problem. Så må du først læse noget mere om emnet og få en idé om hvad det går ud på.
Struktur Dine stikord skal nu grupperes i nogle relevante klumper, som på en eller anden måde hænger logisk sammen. Skriv dem over på et nyt ark.
Vinkel Vær kreativ. Brug gerne tegninger, forskellig skrift og farver til at levendegøre underemnerne. Sørg for at give det et personligt præg. Forsøg at finde et budskab eller en vinkel, du finder relevant og interessant.
Problemformulering Skriv en realistisk problemstilling som skal gå igennem hele rapporten som en rød tråd. Det er allerede nu du skal tænke på hvad du vil nå frem til at skrive i opgavens konklussion. Find gerne et modsætningsforhold, hvor du i konklussionen kan vælge side og sige at du selv hælder mere til A end til B ud fra din behandling i opgaven.
Afgrænsning Skriv en velbegrundet afgrænsning, hvor du nævner alle de interessante vinkler som man kunne vælge at se emnet ud fra, og hvor du argumenterer for hvorfor du ikke vælger at gøre det på nogen anden måde den du gør. Forklar hvorfor du afgrænser opgaven som du gør.
Indholdsfortegnelse Skriv opgavens indholdsfortegnelse. Hvor store skal de enkelte underafsnit være og hvordan skal overgangene være fra afsnit til afsnit.
Litteratursøgning Find ud af hvilken litteratur det er relevant at inddrage og påfør den din litteraturliste.
Inddrag kollegaer, vejleder, newsgroups, venner, ... Hvis du har en vejleder så vis ham det indledende arbejde, du har lavet og forlang at vedkommende tager stilling til det - og om det du skriver virker rimeligt. Snak med dine medstuderende og få dem til at kigge på dit arbejde og spørg om ikke du må kigge på deres arbejde.
Starten Start i god tid. Nogle af mine medstuderende påbegyndte først opgaveskrivningen en til to dage før opgaven skulle afleveres. Så sad de i døgndrift og skrev og skrev alt hvad der faldt dem ind. Ikke nogen effektiv teknik, hvis man vil lave et godt stykke arbejde, men nogle gange kan det være nødvendigt med et tidspres for at blive i stand til at tage sig sammen til at skrive.
Brug din fantasi og start med at skrive det afsnit, du synes er mest spændende og hvor du kan skrive i hvertfald lidt. Lad være med at sidde og stirre på det blanke ark. Er du helt tom i hovedet så kan der ofte være en god idé at læse hvordan andre har valgt at behandle emnet. Kan du få lov til at læse opgaver skrevet af andre om det samme emne, kan du se hvorledes de har behandlet emnet og blive inspireret deraf.
Tit er der ingen grund til at tænke de helt store tanker selv. De er allerede blevet tænkt af andre. Det drejer sig ofte blot om at samle sammen på de rigtige guldkorn, indrage dem i sammenhængen og tilføje din egen tolkning. Vær ikke bange for at bringe citater fra faglitteraturen.
Formen Når du skriver, så sørg for at inddele teksten i små afsnit skriv overskrift og konklussion til hvert afsnit. På den måde gør du det nemmere for dig selv at overskue det du laver. Inden du afleverer opgaven så sørg for at den er pænt pakket ind. Dvs. Pæn forside, overskuelig indholdsfortegnelse, få trykfejl, Korte og klare sætninger samt en klar rød tråd igennem opgaven.
Arbejdsprocessen
Hold realistiske pauser i arbejdet. Når du føler at du er ved at gå død eller sukkerkold så hold en pause. Spis masser af kulhydrater, men lad være med at spise så meget at du ikke kan tænke. Hav en plan for hvor meget du vil have lavet på en given dag. Nogle arbejder bedre om natten end om dagen. Find ud af hvad der passer dig bedst og lad være med at sætte dig til at arbejde når du ved at du alligevel ikke får lavet noget.
Tag backup! Brug printeren til at udskrive dagens arbejde så du kan se at der kommer et fysisk produkt ud af dine anstrengelser.
Motivation Tænk på hvorfor du sat dig det mål at du vil skrive opgaven. Hvad er belønningen for at nå målet og hvad er konsekvensen hvis du ikke når målet. Sæt dig ned med lukkede øjne og forestil dig hvordan du vil have det når du når dit mål. Slap af og gør op med dig selv hvor mange kræfter du er villig til at lægge i opgaven for at nå målet.
Belønning Sørg for at give dig selv en belønning når opgaven er færdig!
Konklusion
Målet med teksten var at komme med en række gode gåd og anbefalinger til opgaveskrivning. Der blev gennemgået en lang ræke områder: Skriveprocessen, arbejdsprocessen og motivationen. Alt i alt er det vigtigt at være motiveret og arbejde målrettet med opgaven. Vær omhyggelig med planlægning af opgaven og af din arbejdsdag. Dette er mine råd i forbindelse med opgaveskrivning.
Til tops -
Kommentarer, ros og konstruktiv kritik modtages med glæde af webchef: Jacob Skouboe